Professor Loulou Cherinet

Billedkunstner og professor på Kunstakademiets Skole for konceptuelle og kontekstuelle praksisser Loulou Cherinet er uddannet ved Addis Ababa University School of Fine Art & Design og ved Kungl. Konsthögskolan i Stockholm. Hun er bosat i Stockholm, men hendes kunstneriske virke rækker langt ud over Sveriges grænser, særligt Etiopien, hvor hun i mange år har arbejdet i tværfaglige samarbejder.

Loulou Cherinet har præsenteret sine soloudstillinger i byer som Stockholm, Addis Ababa, Prag, Krakow, Lüneburg og Jakarta. Hendes værker har fundet vej til nogle af verdens største kunstbegivenheder – blandt andet biennalerne i São Paulo, Venedig, Bamako, Dakar, Sydney og Göteborg. Hun har desuden deltaget i Manifesta 8, Momentum 7 og en række markante gruppeudstillinger, herunder Africa Remix (2006) og Divine Comedy (2014), begge kurateret af Simon Njami, samt Modernautställningen (2006) og The New Human (2015) på Moderna Museet Malmö.

Loulou Cherinet har omfattende undervisningserfaring, bl.a. fra en ti-årig ansættelse som professor på Konstfack University of Arts, Craft and Design, Stockholm og et længerevarende gæsteprofessorat på Kungliga Konsthögskolan, Stockholm – samt fra undervisning, workshops og seminarer på andre skandinaviske kunstuddannelser samt i Addis Ababa.